Bullet Journal er blevet det “nye sort” og jeg kan kun anbefale at sætter sig ind i hvad det og hvad gavn man kan have af det. På et senere tidspunkt, vil jeg forsøge at skrive lidt mere, men jeg har ikke overskud til at fordybe mig lige pt.
Jeg har nok mere tid på hænderne end de fleste og jeg søger altid nye ting, jeg kan fylde den tid med, men tingene skal have mening, de skal gerne “give mig noget” – for hvis der er noget jeg hader, så er det at føle at jeg spilder min tid.
Disse ting, skal også gerne kunne holde mit fokus væk fra de smerter jeg er blevet “velsignet med”. Det vil sige fordybelse, underholdning eller udfordring.
Her har Bullet Journal vist sig at kunne være med og denne, nye, “hobby”, har taget flere, spændende, ting med sig.
Bullet Journal – Daglig Log
Mit udgangspunkt, med den “Daglige log”, var at skrive TODO lister over de ting jeg gerne ville have lavet den pågældende dag, alt fra at gå en tur til at tømme opvaskemaskinen – det var også sådan de fleste andre gjorde. Det fungerede et par dage, men nu har jeg et meget stille liv og jeg har, ærlig talt, ikke ret meget at fylde på de her “Daglige”. Det var sådan set let at skrive en masse på, der er altid meget jeg gerne vil, men når så dagen slutter, og jeg ikke har kunnet krydse noget af listen, fordi det har været en dårlig dag, ja så får man det altså ikke bedre.
I denne uge har jeg mere brugt disse daglige sider til at tegne kasser med tegninger i. Jeg er nemlig begyndt at lære at tegne de der fine Zentangles og doodle, altså små tegninger, lære at tegne små mennesker, symboler, osv (utrolig afslappende og sjovt) – og det gør jeg de fleste aftener.
Jeg har så lavet en lille plads hvor jeg kan skrive lister over de ting jeg gerne vil nå i denne uge, og så krydser jeg dem af uden at skulle føle at det skal være en fastsat dag – se det fungerer meget bedre for mig.
Daglig log – åbenbaringen
Nu har jeg altid gerne ville sætte mig helt ind i de ting jeg laver, derfor læser jeg også en del omkring Bullet Journal og her faldt jeg over de “vise sten” i dag. Denne artikel satte nemlig mit problem med manglende indhold, til de daglige sider jeg gerne vil have, på plads – jeg havde taget fat i det på den helt gale måde (og på samme måde som de fleste andre).
Det hedder en “Daglig log” og en log er jo et sted man logger det der sker eller det der er sket. At skrive, i meget kort form, hvad der sket den pågældende dag, ting man skal huske, oplevelser, viden osv. Ikke bare lister over hvilken dag man skal skifte sengetøj (selvom det også er en god ting).
Husk at det her er hvad der virker for mig!
Så fremover har jeg noget at fylde mine daglige sider med og jeg glæder mig faktisk – det er en lille dagbog i punktform, utrolig brugbart for mig, da jeg ikke kan fokusere og koncentrere mig for lang tid ad gangen
Tracker (sporing) – vanesporing
Noget andet, der er meget brugt i en Bullet Journal, er tracker – sporing. Man laver en tabel med ting man f.eks. gerne vil gøre hver dag og ved at skulle udfylde med krydser, eller som her, med røde og grønne farver, så bliver det en positiv udfordring at sørge for at få disse ting gjort, hver eneste dag.
Troede jeg – men sådan virker det altså ikke for mig, det har jeg fundet ud af de sidste par dage. Jeg må dog lige indrømme at listen blev lidt udvidet i denne uge, da jeg tog et par ekstra ting med, som jeg normalt gør hver dag alligevel.
Prøv at kigge på listen og forestil jer min dag, eller for det meste er det en aften vi snakker om
- Motion – det kan være at støvsuge, være sammen med mine børnebørn eller gå min tur rundt om boligblokken (det er hvad jeg kan holde til). Dette punkt er det vigtigste på min liste. Jeg vejer for meget og det er ikke sundt.
- Meditere – noget nyt jeg er ved at lære og det er det sidste jeg gør, inden jeg går i seng. Det tager kun 10-15 minutter og er så dejligt.
- Skrift – jeg øver min håndskrift, da den er meget lidt pæn – det her bliver hurtigt en stress ting, at jeg skal gøre det/nå det hver dag.
- Doodle – følger nogle tutorials, vejledninger, i at lave små, simple tegninger, det er super hyggeligt, men! Hyggen bliver ødelagt når jeg føler at jeg skal gøre det/nå det hver dag.
- Zen – mine zentangles, som jeg er ved at lære at tegne, igen, afslappende, skønt, fordybende, men! Hyggen bliver ødelagt når jeg føler at jeg skal gøre det/nå det hver dag.
- Bog – er begyndt at læse “rigtige bøger” for at have noget at lave når jeg er nødt til at slappe af og ligge på sofaen. Før hen læste jeg voldsomt mange bøger, nu er jeg så småt kommet igang igen og nyder det, men! Hyggen bliver ødelagt når jeg føler at jeg skal gøre det/nå det hver dag.
- Håndarbejde – ja, det siger jo sig selv, men hvad tror I at jeg vil slutte det punkt med? Ja, hyggen flyver ud af vinduet og stressniveauet stiger.
Derfor har jeg nu skrottet disse tabeller og nyder i stedet de ting jeg har lyst til på de tidspunkter hvor jeg har lyst til dem
Links:
Bullet Jounal: www.bulletjournal.com
Indlægget Bullet Journal åbenbaring – hvordan gør du? blev vist første gang den Marianne Topping.