“Hulk, hulk, hulk” lød det fra sofabordet. Denne gang højere end en lille mus kan hulke – også selv om den er tyk og rundt.
På bordet sad min nye dukke og græd. Mussi var kravlet op af Mausis stige for at trøste hende, men det hjalp vist ikke ret meget.
“Hvad er der galt?”, fik jeg spurgt mellem hulkene.
Mussi sendte mig et vrissent blik og sagde “kan du slet ikke gætte det Tulle?”, “Hvordan ville du have det, hvis du var en smuk dukke – UDEN HÅR!?”
Nu brød dukken helt sammen. “Og uden NAVN” hiksede hun.
Nå, så det var DET der var galt!
Dukken havde været utrolig muggen nytårsaften fordi hun ingen hoved havde – ingen hoved – ingen fyrværkeri.
Jeg troede egentlig at hun ville være glad nu, helt færdig og helt smuk, men ja, jeg havde ikke lavet hende en paryk endnu.
“Så GØR dog noget” råbte Mussi og blev helt rød i kinderne.
“Undskyld”, sukkede jeg og forklarede at da jeg var snorforkølet gik tingene ikke så hurtigt, men at jeg selvfølgelig nok skulle sørge for hår inden dagen var slut og navnet – se DET får man først når man er helt færdig 
Dukken tørrede sine øje. Mussi kiggede på mig og hviskede “jeg holder øje med dig!”
– nu må jeg heller i gang med den paryk, man ved aldrig hvad en sur mus kan finde på…
Følg mig på Facebook - min Facebook side
